Morgenthalers Musik #415
Ugens Podcast
Morten Lund - Trommernes Sjæl
Trommeslager Morten Lund har gjort noget som jeg på en måde føler at jeg burde have fået ideen til, før han løb med den: En podcast om trommer og trommeslagere i Danmark. Gennem foreløbigt 57 meget lytværdige afsnit, taler Morten med et hav af de trommeslagere og percussionister, der har formet og drevet dansk musik over de sidste 5-6 årtier, og lagt soundtracket til vores liv. Det seneste afsnit er med et af de flinkeste mennesker jeg nogensinde har mødt, om hvem jeg selv en gang sagde: Det bedste der kan ske en, er at møde Krølle. Så: Mød Krølle 🪘 ❤️
Ugens Cover
Secret Sisters - Kathy’s Song
Et godt cover gør enten fuldstændig op med formen af originalen (Joe Cocker, With A Little Help From My Friends, Jeff Buckley, Hallelujah) eller elsker bare så meget originalen at kunstneren prøver at genindspille den med mere eller mindre samme udtryk. Det sidste er tilfældet med The Secret Sisters’ udgave af Paul Simons smukke Kathy’s Song. Det er ikke fordi de tilføjer meget. Men det er stadig en meget, meget fin udgave, med stor respekt for originalen.
Ugens Nyhed
Jacob David / Arvid Holst - Patina
Jacob David har jeg kendt til i et stykke tid, og også delt her i nyhedsbrevet, men Arvid Holst kendte jeg ikke - heller ikke selv om det i hvert fald er mere end et år siden at de to påbegyndte et samarbejde, som jeg først nu er blevet opmærksom på. Stilen er, ligesom meget af Jacob Davids soloarbejde, simpelt, næsten dovent (men smukt) pianospil, velegnet til en støvet forårsdag hvor solen har overhalet forårsrengøringen.
Ugens Danskere
Glas - Two Hearts
Af og til falder jeg over noget jeg ikke helt ved om jeg kan lide endnu, og det er simpelthen ikke mere end et par dage siden, jeg faldt over danske Glas. Så jeg ved endnu ikke om det er noget jeg vil dyrke, men det var alligevel spændende nok til at det gav mening at dele det med jer andre. D’damer Louise Foo og Lisbet Fritze har utvivlsomt noget på hjerte. Måske bør vi alle sammen lige tjekke dem ud og se om ikke de rører os. Det er der alle mulige gode chancer for at de gør.
Ka’ du nu ha’ en rigtig dejlig weekend, fyldt med go’ musik!
KH Jeppe ❤️ 🎶