Morgenthalers Musik #416
Ugens Stemning
Billow Observatory - Conifer Walls
Endnu en gang har danske Jonas Munk og amerikanske Jason Kolb fået det bedste ud af hinanden. På sådan en grå skærtorsdag som denne, er der få ting der gør sig bedre end deres sfæriske soundscapes, perfekt med regnvejrslyde i starten. Virkelig dejlig lyd.
Ugens Dansker
Kenneth Knudsen - Tarzan Waltz
Forleden havde jeg en dejlig musikaften sammen med 2 andre musikelskere, og blandt meget andet faldt snakken på “den danske Joe Zawinul”, Kenneth Knudsen. Han har haft fingrene med i så mange ting gennem de sidste 50 år. Hør hvor meget det her lugter af Sebastians musical-lyd, som Kenneth Knudsen har været med til at fremelske for og sammen med Sebastian, gennem tiden.
Ugens Klassiker
Sheryl Crow - Run, Baby, Run
Hvilket album har det bedste åbningsnummer, nogensinde? Sjov (og uskyldig) diskussion. Mange siger ‘Welcome to the Jungle’ fra Appetite For Destruction, andre ‘Enter Sandman’ fra Metallica (det sorte album) og andre igen ‘So What’ fra Kind of Blue. Jeg synes at ‘Run, Baby, Run’ fra Tuesday Night Music Club (et i øvrigt nær-perfekt album hele vejen igennem) hører hjemme i den snak. En følelsesmæssig kæmpebølge af historiefortælling, og noget af den bedste orkestrering, jeg har hørt. Læg mærke til samspillet mellem orglet og elguitaren ved 3:00-mærket. Virkelig, virkelig et flot nummer.
Ugens Brasilianer
Amaro Freitas - Sankofa
Den unge brasilianske pianist Amaro Freitas byder dig velkommen hjem efter den lange gåtur du tager lidt senere, i det gråvejr jeg nævnte øverst i nyhedsbrevet. Det gør han med en varme og nysgerrighed og endda en lille omvej ud i skæve taktarter. Jazz på brasilliansk er andet og mere end bossa nova. Komplekst og iørefaldende på samme tid. Og perfekt til en kop eftermiddags-the.
Ka’ du nu ha’ en rigtig dejlig weekend, fyldt med go’ musik!
KH Jeppe ❤️ 🎶